Praktiske informationer til deltagerne

Løbsdatoer (2016-2017)

  • Lørdag d. 30. Januar (vinter) – 2015-2016
  • Lørdag d. 7. Maj (forår) – 2016-2017
  • Lørdag d. 13. August (sommer) – 2016-2017
  • Lørdag d. 12. november (efterår) – 2016-2017
  • Foreløbig: Lørdag d. 28. Januar (vinter) 2017 – 2016-2017

Tilmelding

Tilmeldingen foregår på Harestris klubmodul, hvor du kan betale med dankort. Følg nedenstående link og vælg den distance du ønsker at løbe. Bemærk, at du skal vælge om du vil løbe et enkelt løb eller hele serien. Du skal oprette dig som bruger af klubmodul, når du skal tilmelde dig, men det har intet med medlemsskab af Haretri at gøre og er gratis. Tilmeld dig her:

http://haretri.klub-modul.dk/cms/EventOverview.aspx

Bemærk: “Hele serien” omfatter starter i maj og de næste 3 løb (4 løb ialt). Dvs. næste “hele serien” starter 7.maj 2016.

Ændringer i din tilmelding/overdragelse af startnr.

Du må gerne ændre distance, eller sælge dit startnummer til en anden.

Eftertilmelding og priser:

Der er mulighed for eftertilmelding på dagen samtidig som registrering dvs. på løbsdagen fra kl. 8.30-9.45. Medbring lige penge, da vi ikke kan tage imod kort og ej heller garantere, at vi har byttepenge. Det koster 20 kr. oven i løbsprisen at eftertilmelde på dagen (se priser nedenfor).

Vi anbefaler, at du tilmelder dig via nettet før deadline, fordi vi ikke kan garantere at vi har nok ekstra startnumre. Hvis du vil være garanteret et startnummer, så skal du dermed sikre dig en forhåndstilmelding.

1 løb:              80 kr. og eftertilmelding 100 kr.
Hele serien: 240 kr. og eftertilmelding 260 kr. 

Registrering, Start og Mål:

Registrering, eftertilmelding samt start og mål finder du på P-pladsen ved “kælkebakken” midt på Skovlystvej. Det er en stor grusparkeringsplads som du kan se, når du kommer kørende på Skovlystvej eller gående langs vejen. Du vil tydeligt kunne se start og målomådet fra vejen. Der vil være bannere, målportal mv.

Kom i god tid. Forhåndstilmeldte får udleveret brystnummer (startnr) ved registrering og eftertilmeldte skal betale kontant (og husk lige penge, da vi ikke kan garantere at give tilbage på alt).

Starten går kl. 10.00 og der er samlet start for alle tre distancer.

Tidsgrænse: Alle løbere skal være i mål 2 timer efter starten er gået. Hvis du bruger mere end to timer på at gennemføre, så må du gerne fortsætte, men vi garanterer ikke, at vi tager din tid, da vi begynder at pakke stævneområdet sammen og nedtage rute godt to timer efter start.

Informationer før starten:

Der vil være informationer om rute og steder man som løber skal passe på før løbets start. Sørg for at være klar ved starten ca. 10 min. før starttid.

Ruter:

Der vil være tydelig markering af ruten med minestrimmel og pile, men husk at se efter markeringerne under løbet. Husk at passe godt på dig selv og andre. Du deltager på eget ansvar. Ruten er meget kuperet, men der er inden passage af offentlig vej, så det er en sikker rute

GPS spor

 

Find vej til registrerings-og startområdet:

Der findes ingen adresse, da det er en grusparkeringsplads i skoven som ligger helt ud til Skovlystvej. Du kan dog indtaste Skovlystvej 2 i din GPS, hvis du bruger sådan en. Så skal du bare vide, at det er Bryggeriet Skovlyst du finder vej til og det ligger ca. 500 m. fra start. Bemærk at det er absolut forbudt at parkere på Bryggeriet Skovlysts parkeringsplads! Se nedenfor vedr. P-muligheder.

Når du er ved bryggeriet skal du lidt længere op ad bakken/Skovlystvej (i retning mod Hareskov By) og så kan du ikke undgå at se startområdet. Her finder du bannere, telte mv. og her kan du registrere og eftertilmelde dig.

Her ser du et kort, hvorpå Skovlystvej er markeret:

Skovlystvej, Værløse – Google Maps

Offentlig transport:

Du kan tage S toget til Hareskov station, men der er 2,1 km til starten derfra. Derfor kan det være en god idé, at have en cykel med i toget. Så er du fremme på 7-10 min. Se kort her:

Stationsvej, 3500 Værløse til Skovlystvej – Google Maps

Parkering

Du kan parkere ved Hareskovhallen, på parkeringspladsen på Gammel Hareskovvej (ca. 1,5 km) eller på grusparkeringspladserne, der hvor Fægyden krydser Skovlystvej. Der findes et par små grus parkeringspladser langs Skovlystvej, som gerne må benyttes. En helt anden mulighed er på Hejrebakken, men så må selv finde vej igennem skoven (ca. 1,5 km). Cykel med S-tog er også en let mulighed (både Hareskovby og Værløse).

Husk, at du må ikke parkere “inde” i skoven efter de røde pæle. Dette gælder for alle skovgæster, og du risikerer en bøde. Det er vigtigt at vi overholder alle regler.

Det er ikke muligt at parkere ved starten/målområdet på Skovlystvej og du må heller ikke parkere langs vejkanten på Skovlystvej eller ved Bryggeriet Skovlyst. Respektér venligst dette, så vi kan få lov til at afholde løbene igen i fremtiden.

Beregn ca. 10 min. gang til starten fra diverse grus- p-pladser og ca. 15 min. fra Hareskovhallen.

Tidtagning:

Tidtagning foregår ved at vi noterer dit startnummer, som du derfor skal børe synligt på brystet når du passerer målstregen. Hvis du passerer målstregen to gange, bliver du noteret to gange, og vi ved derfor at du har løbet 10 km. Hvis du passerer målstregen 3 gange……

Toilet, omklædning og bad: 

Der vil ikke være toiletter ved start og mål og ej heller faciliteter til omklædning og bad. Nærmeste toiletter finder du i Hareskovhallen 1.3 km fra start og mål. Hallens adresse er:

Månedalsstien 8, Hareskovby, 3500 Værløse

Opbevaring af tøj og værdigenstande

Du må gerne opbevare en taske i stævneteltet, men det sker på eget ansvar og vi har ikke mulighed for at opbevare værdigenstande, da vi befinder os ude i skoven. Vi anbefaler at du medbringer lige penge til evt. eftertilmelding og lidt småpenge til køb af varme drikke/kage, men undlad at have andre værdigenstande med dig til start/målområdet.

Forplejning:

Der vil være forplejning i målområdet (både vådt og tørt), og du kan placere din egen væske ved målstregen hvis du planlægger at løbe 2 eller 3 gange. Der vil ikke være depoter ude på ruten.

Frugt, peanuts-/rosinblanding, chokoladekiks, kold kakao, saftevand og vand udgør buffeten i målområdet og er gratis for deltagerne.

Præmier:

Der vil være præmier fra Craft, Sportigan, Michael Frost Coaching og Greve Behandling (body SDS)  til 1. herre og dame på hver  løbsafdeling for hver distance efter eget valg.

Præmieoverrækkelse:

Vi afholder præmieoverrækkelse hurtigst muligt efter løberne er i mål og udlodder resten af præmierne i lodtrækning.

Lodtrækningspræmier:

Vi plejer altid at have en sæk fra vores venlige sponsorer. Vi lover dog ikke guld og grønne skove.

Grøn Event: 

Vi opstiller affaldssække stævnepladsen. Smid dit affald deri eller tag det med dig. Vi overholder den gyldne trailløber-regel “Leave nothing but trails and footsteps behind.”

 

30 Responses to Praktiske informationer til deltagerne

  1. Benni Vesterskov says:

    Kan I venligst informere, omkring muligheden for offentlige transport muligheder til og fra Skovlystvej, ved kælkebakken samt Hareskovshallen.

  2. Arne Munther says:

    Er det muligt at se ruterne ?
    Bike Route Toaster kunne bruges til deling af ruter, hvis man opretter en profil der.
    http://www.bikeroutetoaster.com/

    • admin says:

      Vi arbejder stadig på ruterne, så det er endnu ikke muligt at offentliggøre dem. Så snart ruterne er klar, vil vi lægge dem ud her på sitet og på løbets Facebook side.

  3. Line Brix Frandsen says:

    Sitet er opdateret med transportinformationer.
    Tak for dit meget relevante spørgsmål.

  4. admin says:

    B emærk at vi i løbsledelsen har besluttet IKKE at offentliggøre ruterne, for at øge spændingen og give en federe løbsoplevelse for alle deltagere.

    • Mikkel says:

      Er det muligt at få gps ruten efter d. 9 februar? Jeg har tilmeldt mig 10 km serien, men kan desværre ikke den første dato – så vil gerne løbe ruten “vinter” i løbet af februar ..

      • admin says:

        Hej Mikkel
        Vi regner ikke med at vi vil publicere/udlevere ruten. Vi kan blive nødt til at lave ændringer på ruten pga. stiernes forhold eller krav fra Skov og naturstyrelsen og dertil kommer, at der er rigtig mange som kun deltager på en enkelt afdeling eller to. Vi mener derfor ikke, det vil give en lige så fed oplevelse for vores deltagere, hvis nogle løber efter GPS og træner på ruten. Derfor har vi valgt ikke at pulicere den. Vi ved godt, at et fåtal af løberne måske vil gemme ruten i deres GPS ur efter de har deltaget 1 gang og måske vil et fåtal af disse løbere træne på ruten efterfølgende, men vi opfordrer ikke til det og ønsker, at vores deltagere skal opleve ruten 1 gang hhv. om vinteren, foråret, efteråret og vinteren. De der gør det, vil få en rigtig fed løbsoplevelse, så det er det vi går efter.
        Mvh. Line (løbsarrangør)

        • Mikkel says:

          Min tanke var jo netop at få vinter oplevelsen .. Jeg har ikke tænkt mig at træne ruten – jeg forventer selv at komme i mål sammen med de sidste 20-25%

          • admin says:

            Hej Mikkel, det forstår jeg godt, men vi må sikre at det er ens for alle mht. om vi udlevere rute eller ej. Jeg håber du får en fed oplevelse til foråret 😉
            Mvh. Line

  5. Bjørn Petersen says:

    Glæder mig meget til dette løb som osse er mit første løb!
    Men vil lige høre om nogle få ting…
    Skal man have et nummer på trøjen under løbet og hvordan skal det evt sættes fast?
    Og når jeg er ude på ruten…. er der så angivet hvor langt jeg er i løbet? (km mærker)

    • admin says:

      Hej Bjørn.
      Velkommen til og Pas på, du bliver bidt af det 😉 Ja, du får udleveret et startnummer og fire sikkerhedsnåle, som du skal bruge til at sætte nummeret på din øverste jakke/trøje. Nummeret skal bæres synligt på mave/bryst/lår under hele løbet. Du får også udleveret et armbånd med en chip i. Det vil være din tidtagningschip og den skal du “bippe” henover en scanner når du løber i mål. Det gøres ved at du lægger hånden på scanneren. Vi informerer før løbet starter og der vil være en hjælper ved scanneren som sikrer en flydende proces mht. registrering af tider, når folk løber over målstregen.
      Der vil ikke være km mærker på ruten, som angiver hvor langt du er kommet/har tilbage. Men tiden og kilometerne flyver afsted under dine fødder, når du løber trailløb 😉
      Vi ses på lørdag.
      Mvh. Line

  6. rikke says:

    er der mulighed for, og er det velset at have babyjogger (med barn….) med på 10 km ruten? eller er der ufremkommeligt terræn undervejs?

    • admin says:

      Hej Rikke
      Jeg ved at nogle er meget hardcore til at løbe i terræn med babyjogger, så hvis det er dig, kan du nok godt, men det er meget bakket terræn og noget er med mange store rødder på netop de stejle steder, så jeg vil nok ikke anbefale dig at løbe med babyjogger. Men der er ikke noget der forbyder det og vi informerer alle deltagere om, at man skal holde til højre, når man kan for at lade andre passere på stierne. Og du fylder i princippet ikke mere med en babyjogger end uden så det er ok, hvis du vælger at kæmpe dig igennem terrænnet med denne.
      Mvh. Line

  7. Henrik Damslund says:

    Rikke, som ruteansvarlig vil jeg ikke anbefale dig at løbe med en babyjogger. Der er på 10km ruten udfordinger, som stejle bakker, bløde enge, og måske en å eller 2 der skal forceres.

  8. Jacob says:

    Kan kun sige det var en fed oplevelse, og I havde virkelig formået at få samtlige stigninger inkluderet på de 15 km!

    Mit spørgsmål går på hvor man kan se sin placering og sin tid, hvis det er muligt?

    Vh

    • admin says:

      Hej Jacob. Vi er glade for at det blev en fed oplevelse :)Det var vores målsætning. Vi arbejder på at få renset resultatlisterne og regner med at få dem publiceret her på siden senest i morgen. Der vil også blive lagt et link ud til fotos 🙂
      Mvh. Line

  9. Peter Larsen says:

    Jeg vil også melde tilbage til jer om mine oplevelser fra løbet i dag. Jeg var en af de løbere der ikke havde tilmeldt mig på forhånd, og eftertilmeldingen gik da også let og hurtigt. Jeg og en del andre havde faktisk ret svært ved at finde frem til start, og også tilbage. Måske er det bare mig? Men hvis i kan, må i gerne tænke i baner der viser vej lidt bedre. Selve løbsruten, mand hvor havde i gjort det flot. Mange sving, fald og udfordrende stigninger. En rigtig god rute der fik min puls op på 184 bpm på de svære steder, jeg fik trods tempo set en smuk natur, lugtet til varm røg fra et chelter. Jeg fik grint sammen, med de andre løbere over at vi var mange der fandt de samme fordømte steder at vrikke rundt. Hilste også på fotografer, de fik et smil (tror jeg nok) men til slut fik alle jeg mødte også et smil, for det var da en FED oplevelse.
    VH. Peter Larsen

    • admin says:

      Hej Peter
      Tak for din feedback og skønt at høre om din oplevelse på ruten og med de andre løbere 🙂 Vi fik at vide ca. kvart i 10 at nogle ikke kunne finde vej fra hallen til starten. Det viste sig, at være hærværk at den markering vi havde sat op. Nogen havde flyttet vores skilte :/ Så det er klart, at det ikke gik nemt at finde ned til starten. Det beklager vi rigtig meget!
      Næste gang bliver registrering og eftertilmelding ude ved starten, for der har vi jo en lidt anderledes temperatur, så det skal nok blive en bedre og mere “rolig” optakt til starten.
      Mvh. Line

  10. Kevin says:

    Hej.
    Jeg overtog min kærestes startnummer da hun ikke kunne komme. Det sagde jeg i morges ved indtjekning – hendes navn blev slettet og rettet til Kevin Mikkelsen samtidig med at jeg blev rettet til hankøn. Nu ser jeg at resultatlisten står med hendes navn og DNF. Hvorfor er der ingen tid. Jeg er sikker på at min chip bippede da j kom i mål…. Mit navn står slet ikke på resultatlisten.
    Mvh Kevin

  11. Henrik says:

    Jeg syntes også at det var en rigtig godt arrangement idag, en rigtig spændende og varierende rute. Jeg kommer gerne igen 🙂 Men når I nu har gjort så meget ud af at hemmeligholde ruten (hvilket for en løbenørd som mig og sikkert også mange andre er en smule irriterende) så stiger forventningerne en smule, hvorfor jeg blev lidt overrasket over at I havde valgt at lave den samme sløjfe på 5-10 km og 10-15km? Der burde da være rig mulighed for i terrænet at lave en rute på 10 og 15 km hver for sig.
    Og fremover må I gerne offentliggøre ruten inden. Jeg gik helt kold efter 5 km da jeg havde lagt for hurtigt ud – fik jo oplyst at de første 5 km “var fremkommelige og egnet for begyndere, så jeg gav den lidt gas. Et rutekort og en højdemåler havde jo ændret lidt på dette. Pointen er at løbet vel ikke bliver mindre spændende/udfordrende selvom ruten er offentligtgjort som i alle andre løb. Men en fed tur generelt.

    • admin says:

      Hej Henrik, tak for dine input. Vi genovervejer gerne mht. offentliggørelse af ruten. For mange trailløbere er det en del af oplevelsen, at man ofte kommer til at fejldisponere, men jeg giver dig ret i, at vi havde lovet en fremkommelig fem km og det var måske lige i overkanten at love i det terræn vi sendte jer ud på i dag. Men der er ingen tvivl om, at man får en mere “ægte trailoplevelse” når man løber på en ukendt rute og hvor man netop ikke kan disponere efter hvor højdemeterne angriber, og hvor man kan “rulle ned ad i terrænnet”. Vi tænker over det til næste gang og takker for gode idéer og synspunkter. Det er med til at gøre det til en stigende succés.
      Mvh. Line

    • Henrik Damslund says:

      Henrik, det var ens for alle i går 🙂 De første 5 km var/er tilrettelagt så der er mindre bakker etc, men dermed ikke sagt at den ikke er teknisk. Det meget hårde underlag i går, gør selvfølgelig også at det er lidt mere krævende. Du vil opleve at ruten til Maj bliver en anden oplevelse da underlaget og omgivelserne har ændret sig en del.

      Der er flere grunde til at 10-15km løber samme runde 2 gange. Den ene og den primære årsag, er at vi kun har tilladelse til at bruge en del af skoven til officielle løb. Derudover tager det rigtig lang tid at sætte en rute, ca. 1 time pr. 5 km, og næsten lige så lang tid at tage den ned igen, og alt arbejdet udføres af frivillige.

      Når nu første løb er afviklet er der ikke noget problem i at offentliggøre ruten, da det jo bliver den samme for de næste 3 løb – dog skal de kort jeg har lavet opdateres inden de kan publiseres, da vi lavede nogle justeringer kort før løbet i går.

      Iøvrigt er det ikke korrekt at “alle andre løb” gør deres rute kendt inden start, specielt indenfor Trail er det meget almindeligt at ruten holdes ukendt inden start.

      Håber at du trods alt havde en fed oplevelse i skoven, og ser frem til at se dig ved næste afdeling i Maj.

  12. Morten Nibsbjerg Holm says:

    Også tak for en fremragende tur herfra og stor ros for afviklingen. Især afslutningen sørger virkelig for at suge de sidste rester ud af benene. Meget hyggeligt setup i målområdet og god stemning blandt løberne.
    Jeg var egentlig kun meldt til 1. løb, men har helt klart bestemt mig for at skulle deltage i alle 4 løb alligevel. Hvordan er proceduren for at ændre på det?

    • admin says:

      Hej Morten
      Dejligt at høre 🙂 Du kan naturlivis sagtens deltage på de kommende tre løb og alle som efter sidste løb har løbet 3 afdelinger tæller med i den samlede serie konkurrence. Man får point hver gang man deltager (0 til førstepladsen, 1 til andenpladsen osv.) og når vi har kørt alle fire løb, tæller de tre bedste resultater tilsammen som serieresultat for den enkelte løber.
      Du kan stadig tilmelde dig hele serien, men du sparer ikke noget nu. Vi kørte jo med rabat før det første løb, hvor man fik fire løb til tre løbs pris, men den rabat kører vi ikke med mere.
      Du kan derfor vælge at tilmelde dig et løb ad gangen eller at tilmelde dig hele serien, hvilket i så fald giver dig tilmelding til de resterende tre løb.
      Vi glæder os til at se dig til Maj.
      Mvh. Line

  13. Kent says:

    Tusind tak for superflot arrangement på en kold men flot vinterdag med masser af sne. Jeg løb selv 15 km og synes det var en rigtig fed rute med masser af variation og udfordringer uden at man var i tvivl om, hvor man skulle løbe hen. Jeg synes helt sikkert, I skal bibeholde hemmeligholdelse af ruterne, da det er ens for alle og kun gør det sjovt at dukke op og ikke vide hvad der venter udover udfordrende trailløb i kuperet terræn. Også en stor tak til jeres frivillige! Glæder mig til forhåbentlig at deltage i flere af jeres løb! ;o)

    • admin says:

      Hej Kent
      Tusind tak for roserne! De kommende tre løb vil være på samme rute som i går, men blot under nye forhold, fordi årstiderne skifter. Derfor kan vi roligt offentliggøre rutekortet, fordi alle som deltog igår jo har set ruten 🙂 Men det fedeste er helt sikkert at alle møder op til ukendt terræn til et nyt løb, så hvis vi kører det igen i 2014, vil vi holde os til samme princip med, at ruterne er hemmelige indtil vi har kørt første løb -dvs. vinterafdelingen.
      Vi glæder os til at give dig en fed oplevelse på en blød skovbund med nyudsprungne bøge over hovedet og fuglekvidder foroven d. 4. maj 😉
      Mvh. Line

  14. Kenneth Laursen says:

    Hej Haretri….

    Tak for et godt løb i lørdags… Kunne jeg få en mail adr. på fotografen, da han har taget et billede af mig, som ligger på hjemmesiden, man kan ikke se mit nummer, så jeg bliver nok ikke tilbudt det pr. automatik.. Men vil gerne have/købe det..

    Kenneth

Leave a Reply